Begonia
Knoldbegonia / Begonia tuberhybrida er en klassisk stueplante med røde, gule, orange eller pink blomster. Man kan få mange forskellige typer også nogle meget kraftigt voksende med mangedobbelt blomster. Begonia indeholder syre, ascorbinsyre (C-vitamin) og oxalsyre. Blomsterne smager friskt og surt, og egner sig godt til f.eks. kager og glasurer. Husk, hvis du køber planter i superrmarkedet eller ved blomsterhandleren at de fleste blomsterplanter beregnet til prydbrug er sprøjtede med fungicider, pesticider eller stråforkortere. Blomster som skal spises bør enten købes på økologiske planteskoler eller dyrkes selv fra frø, knolde eller løg.
Herunder et par eksempler på opskrifter med begonia-blomster
Begonia-sukker:
Kronblade af begonie spredes på en ovnplade / ovnrist dækket med et rent viskestykke eller f.eks. køkkenrulle. Tørres i ovn ved max. 60°C, lad ovndøren stå en anelse åben. De tørrede kronblade blendes med flormelis, lige dele tørrede blomster og flormelis.
Begonia-frosting:
70 g begonia-sukker blandes med 130 g flormelis, røres sammen med 50 g usaltet smør og 150 g flødeost. Piskes luftigt og sættes på køl.
Begonia-cupcakes:
7 store dobbelte begonia-blomster
80 g smør
1 dl fløde
120 g mel
140 g sukker
1 spsk bagepulver
2 æg
Smørret smeltes i en gryde. Blomsterne opvarmes heri til de falder sammen, massen blendes og tilsættes fløde. Blendes igen. De øvrige ingredienser blandes i.
Hældes i forme og bages ca. 20 min. ved 170°C.
Mvh. Tine